’Noahs Ark’ kollideret med norsk kystvagtskib
En 130 meter lang kopi af ’Noahs Ark’ kolliderede ved ankomst til Oslo med et af kystvagtens skibe. Årsagen til sammenstødet er endnu ukendt.
Arken med hul i siden efter lidt for close encounter med et mere hårdført norsk kystvagtskib. Foto: Kystvakten Norge
Sammenstødet skete, da ’Noahs Ark’ var ved at blive bugseret ind i Oslo Havn. Af ukendte årsager mistede man kontrollen over ’Noahs Ark’, som altså stødte in i ’Nornen’, som lå ved kaj. Arken ligger nu med et stort hul i siden af skroget.
Arken ejes af the Ark of Noah Foundation, som planlagde at sejle den til Rio de Janeiro til de Olympiske Lege i august. Arken havde ingen levende dyr om bord ved kollisionen. Skibet har tidligere været på besøg i Danmark, hvor det senest besøgte Aarhus.