Forsvaret vil fjerne historisk Nato-mole
Forsvarets Ejendomsstyrelse, som ejer molen og grunden, bekræfter nu den foreløbige plan.
- Ejendomsstyrelsen forventer et udbud til entreprenør ca. uge 36. Den efterfølgende udførelse af nedrivningen af molen vil forventeligt ske i perioden fra uge 41-42, står der i mailen fra Christian Walter, chef for Ejendomssektionen i Forsvarets Ejendomsstyrelse, til Tv2 Østjylland.
Molen blev taget i brug i 1968 og var en del af Natos forsvar mod Østblokken under den kolde krig.
Ifølge Tv2 Østjylland har molen været anvendt af militæret frem til 2012, men blev i 2014 gjort tilgængelig for offentligheden, men det er snart slut, da Syddjurs Kommune har bedt Forsvaret om, at molen fjernes.
- Nu er det meget naturligt, at der bliver fulgt op på den beslutning, og at Forsvaret betaler for nedrivningen, siger formanden for Erhvervs- og planudvalget, Kasper Kolstrup Møller (K) til Tv2 Østjylland.