Overfyldt skib sank - 15.800 får druknet
Sudan Værdien af fårene, som er druknet, var omkring 28 millioner kroner. På billedet ses får til salg på et marked i Sudans hovedstad, Khartoum. (Arkivfoto). Marwan Ali/Ritzau Scanpix
Et overfyldt skib med tusinder af får sank søndag i en af Sudans havne ud til Det Røde Hav.
Alle dyrene om bord på skibet druknede, mens alle besætningsmedlemmer overlevede.
Det oplyser de lokale havnemyndigheder.
Skibet skulle eksportere fårene fra Sudan til Saudi-Arabien. Men det sank, da der var langt flere dyr læsset om bord, end skibet var beregnet til.
- Det havde 15.800 får om bord, hvilket var over dets kapacitet, siger en ansat hos havnemyndigheder, som udtaler sig anonymt.
Den ansatte oplyser, at skibet kun var beregnet til at have 9000 får om bord.
Værdien af de tabte får menes at være omkring 28 millioner kroner.
/ritzau/AFP