Ny næstformand i Danske Rederier
Danske Rederiet har netop afholdt valg til bestyrelsen, og det betyder blandt andet en ny næstformand til organisationen.
Der er tale om Palle Brodsgaard Laursen, der bærer titlen Chief Fleet and Technical Officer i A.P. Møller–Mærsk. Han afløser den afgående næstformand Henriette Hallberg Thygesen, også fra A.P. Møller–Mærsk.
- Jeg vil gerne takke Henriette H. Tygesen for hendes store indsats i bestyrelsen gennem de seneste to år og takke for samarbejdet på vegne af hele bestyrelsen. Jeg ønsker Henriette god vind fremover og er samtidig glad for, at Palle Brodsgaard Laursen har meldt sig til at føre stafetten videre som ny næstformand, siger formand for Danske Rederier og CEO i TORM A/S Jacob Meldgaard.
Formanden genvalgt
Jacob Meldgaard blev selv genvalgt og blev ligeledes valgt til at fortsætte som formand.
Desuden blev Peter Lytzen, CEO i ESVAGT A/S genvalgt og Lars Hjort Simonsen, Skibsreder, M. H. Simonsen ApS blev også genvalgt.
- Jeg er glad for igen at være blevet valgt til formand for bestyrelsen og vil takke for tilliden. Der ligger nogle meget store opgaver og venter på os specielt i forhold til den grønne omstilling af skibsfarten. Jeg sætter pris på at være med til at varetage medlemmernes interesser gennem bestyrelsen, og det er en fornøjelse at have berøring med dansk skibsfart i bred forstand, siger Jacob Meldgaard.
Fakta: Den nye bestyrelse i Danske Rederier
- Jacob Meldgaard, CEO, TORM A/S (formand, genvalgt)
- Palle Brodsgaard Laursen, Chief Fleet and Technical Officer hos A.P. Møller – Mærsk (næstformand, nyvalgt)
- Torben Carlsen, CEO, DFDS A/S
- Christian M. Ingerslev, CEO, Maersk Tankers A/S
- Jan Rindbo, CEO, Dampskibsselskabet NORDEN A/S
- Lars Hjorth Simonsen, Skibsreder, M. H. Simonsen ApS (genvalgt)
- Peter Lytzen, CEO, ESVAGT A/S (genvalgt)
- Thorsten Jalk, CEO, ZITON A/S