23948sdkhjf

Undersøgelse bekræfter: Fragtkaos har ændret industriens forsyningslinjer

Et stigende antal mellemstore danske virksomheder udvider lige nu deres varelagre og trækker egne underleverandører tættere på produktion og marked. Det viser ny undersøgelse fra Sydbank om konsekvensen af de seneste års forsyningskaos

Sydbank har fået analysebureauet Voxmeter til at spørge 400 små og mellemstore danske virksomheder med op til 250 ansatte om, hvordan de har været påvirket af corona-kaos og forsyningskrise. 

Og undersøgelse konkluderer, at 58 procent af de danske SMV’er har været negativt påvirket af de store forstyrrelser, der har været i de globale forsyningskæder de seneste to år.

Samtidig viser undersøgelsen, at det specielt er byggeriet og industrien, der har mærket forsyningsproblemerne.

Den negative påvirkning har ført til forandringer på både lagersiden og produktionssiden for de adspurgte virksomheder.

Hele 46 procent af de lagerførende virksomheder ønsker i følge Voxmeters undersøgelse at have flere varer på lager, end de har haft tidligere.

- Det er et markant skifte fra årene op til coronakrisen, hvor der både blandt små og store virksomheder var et stort fokus på at optimere vareflowet, så der ikke blev bundet flere penge end højst nødvendigt i varelageret, siger Morten Laugesen, erhvervsøkonom i Sydbank.

Ønske: Leverandører tættere på

Samtidig er det i dag 37 procent af de lagerførende virksomheder, der ønsker, at deres leverandører er placeret tættere på produktionen eller salgsmarkedet..

- Det er også et markant skifte fra tidligere, hvor lave priser fik mange virksomheder til at se mod fjerntliggende lande som Kina, når de skulle købe varer og komponenter hjem, siger Morten Laugesen.

Det er også et markant skifte fra tidligere, hvor lave priser fik mange virksomheder til at se mod fjerntliggende lande som Kina, når de skulle købe varer og komponenter hjem Morten Laugesen, erhvervsøkonom i Sydbank

Han vurderer dog ikke, at al produktion rykker tilbage til Europa i de kommende år. 

For mange virksomheder vil det nemlig fortsat være økonomisk fordelagtigt at købe varer og komponenter hjem fra Asien eller andre fjerntliggende lande.

- Men der er heller ingen tvivl om, at forsyningssikkerhed vil få nogle virksomheder til at foretrække europæiske underleverandører – også selvom det måske medfører lidt højere omkostninger.

Voxmeters undersøgelse er repræsentativ for danske virksomheder i størrelsen 10-249 ansatte, og dem er der cirka 23.000 af i Danmark. De har samlet 768.000 fuldtidsansatte og en omsætning på over 1.700 milliarder kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.874