Ny direktør: Vi skal lytte til medlemmerne
Danmarks Rederiforenings nye direktør ser det som en helt central opgave at give foreningens medlemmer den bedst tænkelige service og at byde aktivt ind med Rederiforeningens mange kompetencer.
“Jeg vil sørge for, at vi ikke alene lytter til medlemmerne, men også byder ind med kompetencer, service og ikke mindst forslag til, hvordan vi kan supportere vores medlemmer på den mest relevante, udbytterige og hensigtsmæssige måde for dem,” siger Anne H. Steffensen ifølge rederiforeningens nyhedsbrev Kompas og fortsætter:
“Det er medlemmerne, som skaber vækst og arbejdspladser i deres virksomheder og som ved, hvad der skal til, for at de kan drive deres forretning bedst muligt. Derfor er kontakten og dialogen med medlemmerne helt central for mig som direktør og for den organisation, jeg leder,” siger hun.
Mere konkret ønsker Anne H. Steffensen at styrke det i forvejen velfungerende arbejde med at løse alt fra praktiske udfordringer for enkelte medlemmer til de overordnede rammebetingelser for branchen.
“Det vigtigste for mig er naturligvis, at vi supplerer medlemmerne med relevante løsninger på de udfordringer og ønsker, de har i forhold til myndigheder, lovgivning og hvor vi ellers arbejder for dansk skibsfart. Men mit arbejde handler naturligvis også om at sikre rederierhvervet de bedst mulige rammebetingelser og arbejdsvilkår fremover, så vi fastholder vores konkurrenceevne og vores position som en af verdens største søfartsnationer,” siger hun.
49-årige Anne H. Steffensen har de seneste to år været Danmarks ambassadør i Storbritannien. Inden da har hun haft en lang karriere i Udenrigsministeriet, bl.a. som direktør for Danmarks Eksportråd og Koncernressourcer.