Færøsk teleselskab kaprer Maersk Oil Nordsø-kontrakt
Tyra West-feltet koblet på fremadstormende færøsk teleselskabs netværk
Faroese telecom er måske ikke det mest kendte teleselskab i skoven af samme slags på markedet. Men selskabet har med udgangspunkt i eget bagland dygtigt bevæget sig både nordvest og sydøst på. Selskabet linker således Island, Færøerne og Danmark via sin Cantat-3 fiberoptiske kabelforbindelse. Og det er den, Maersk Oil nu har ladet Tyra West-feltet koble sig op på.
Cantat-3 har reelt været i aktion siden 1994, men er altså nu vokset ud fra Færøerne til andre sider og udover Island og Danmark har man også koblet links til det nordlige UK på. Også UK-baserede olieoperatører har benyttet sig af muligheden for at koble sig direkte på et fiberoptisk netværk, der adderer IT-forbindelserne væsentligt i forhold til f.eks. satellitlinks.
Konkret betyder kontrakten mellem Maersk Oil og Faroese Telecom at 12 platforme og ca. 700 ansatte får bedre IT-forbindelser til land.