23948sdkhjf

Offshore: Politisk fokus skal sikre væksten

Det maritime fokusmøde i Esbjerg onsdag havde bl.a. fokus på, hvordan man politisk sikrer, at væksten inden for offshore kan fortsætte og udvikle sig.
Vækstpotentialet inden for offshore er uomtvisteligt, ikke mindst i Esbjerg. Men der er behøv for øget politisk fokus, også på nationalt niveau, hvis vi skal sikre, at den store maritime vækst, der kommer til at finde sted inden for primært opsætning og vedligeholdelse af havvindmøller, ender hos danske virksomheder.
 
Det skriver Danmarks Rederiforening på sin hjemmeside.
 
Det politiske fokus var blandt hovedbudskaberne på det maritime fokusmøde, som Danske Maritime, Danske Havne, Danmarks Rederiforening og Maskinmestrenes Forening afholdte onsdag den 9. oktober hos Viking Life-Saving Equipment i Esbjerg.
 
Over 60 nøglepersoner fra branchen deltog på heldageskonferencen, som blev åbnet af byens borgmester Johnny Søtrup (V). Hos ham er der ingen mangel på opmærksomhed i retning af offshore.
 
”Det her møde kunne jo næsten ikke holdes andre steder end Esbjerg, der har udviklet sig til at være Danmarks absolutte offshore-centrum. Vi er energiens knudepunkt, og når den fysiske beliggenhed kobles sammen med de kompetencer, vi har i Esbjerg, har vi ingredienserne til en fænomenal opskrift,” sagde han ifølge shipowners.dk.
 
Men Johnny Søtrup kunne godt ønske sig større fokus fra Christiansborg, eksempelvis i forhold til behovet for arbejdskraft.
 
”For at vi kan bibeholde væksten, skal vi som politikere støtte op, ikke bare lokalt eller regionalt, men nationalt. For det en branche i hård international konkurrence. Vi forventer en jobvækst de kommende år på 1800-2000 job i offshore-sektoren i Esbjerg. Eneste problem i den forbindelse er manglen på kompetent arbejdskraft. Ansvaret for at sikre væksten hviler på manges skuldre, og det kræver handling fra mange interessenter – her og nu,” sagde han.
 
Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Danmarks Rederiforening, er enig i, at området fortjener større politisk fokus.
 
”Det handler om at kigge på de danske styrkepositioner – hvilke områder kan vi som land leve af fremover. Her bør offshore være i fokus. Tallene for vækstpotentialet, både hvad angår økonomi og beskæftigelse, er enorme. Men det virker en smule som om, politikerne styrer efter bakspejlet. Måske kan et møde som dette være med til at skabe yderligere politisk fokus på vækstpotentialet,” sagde Jan Fritz Hansen.
 
Kilde: Danmarks Rederiforening
 
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065